TRE MEDALJER OG POKAL VED SPANISH OPEN

Skanderborg Taekwondo Klubs landsholdudøvere i teknik var i weekenden til årets første VM udtagelsesstævne i spanske Alicante. Og det blev til en rigtig indbringende rejse til Spanien for Moo Sa folkene, som hjembragte to sølvmedaljer, en bronzemedalje samt stævnepokalen for tredje mest vindende klub i freestyle.

Johan Fredmar var igen klubbens mest vindende udøver til rangliste stævnet i Spanien. Johan vandt sølv i freestylegruppen for senior sortbælter hvorefter han sammen med landsholdskammeraten Silje Liborius gentog sølvet i par disciplinen for sortbælter. Johan Fredmar ligger lige nu på førstepladsen for freestyle herrer på den danske VM rangliste, og det samme gør Johan Fredmar og Silje Liborius i freestyle par.

Klubbens Europamestre i dame team Laura Nancke, Annesofie Fredberg og Silje Liborius har haft en resultatmæssigt svingende start på 2024. Ved Spanish Open blev det til en absolut godkendt bronzemedalje for EM profilerne, men de blev desværre overgået af en andet dansk team, hvilket betyder de pt. ligger på andenpladsen på den dansk VM rangliste.

Annesofie Fredberg og Laura Nancke benyttede Spanish Open til også at stille til start i den individuelle sortbæltegruppe, hvor de kæmpede sig i finalen, men endte udenfor medaljerne på hhv. 5. og 6. pladsen.

De lokale landsholdsprofiler har dette forår yderligere fire VM udtagelsesstævner de skal koncentrere sig om inden VM udtagelsen sker over sommeren. VM afholdes i Hong Kong til november og klubben håber på mellem to til fire udtagne til VM holdet.