7 SEJE BØRN SORTBÆLTER

Skanderborg Taekwondo Klub har som traditionen dikterer afholdt sortbæltegraduering for klubbens mindste som sæsonafslutning. Igen i år kunne klubben fejre 7 seje Moo Sa Dragon Kids, som havde gennemgået deres graduering til sortbælte. De 7 startede på et hold med over30 børn for tre år siden, og står som de eneste tilbage med det sorte bælte. 

Det specielle tilbud for 5-8 årige Dragon Kids børn blev oprindeligt etableret med støtte fra Dansk Taekwondo Forbund og Idrætssamvirket i Skanderborg Kommune. I forbindelse med projektet er klubben blevet certificeret og senere også recertifeceret med Danmarks Idræts-Forbunds ”Et godt idrætsmiljø for børn”.

De 7 små ”drage krigere” har været trænet af Helena Therkelsen og Anton Wulf-Andersen og Jan Allan Bjerregaard. Selve gradueringen blev som vanligt forestået af af to af klubbens gradueringsberettigede instruktører, som igen i år havde ros til de nye sortbælter: ” Jeres indsats og niveau ved jeres sortbæltegradueringer var rigtigt flot. Vi glæder os til at følge jer på vores almindelige børnehold efter sommerferien” udtalte Heine Pedersen og Jeff Dam efter gradueringen.

De 7 seje børn som bestod sortbælteprøven var: Thomas, Emil, Emma, Karl, Max, Emma og Christian. De nye Dragon Kids sortbælter overgår nu til det almindelige bæltesystem for større børn, så der venter nye udfordringer og målsætninger lige forude.